Trabant og Wartburg

I dag er Tyskland samlet igen, men fra afslutningen af 2. verdenskrig og frem til Berlinmurens fald i 1989 var Tyskland delt i øst og vest. Mens Vesttyskland oplevede stor succes med sin bilindustri, med koncerner som Volkswagen, Opel, Mercedes og BMW, haltede det lidt mere i Østtyskland. Også her blev der dog fremstillet biler, blandt andet mærkerne Trabant og Wartburg.

Østtysklands svar på Folkevognen

Trabant, som fyldte 50 år i 2007, var tænkt som Østtysklands modsvar på det vesttyske mirakel, den lille folkevognsboble, som blev produceret i milliontal. Trabant blev fremstillet i Zwickau i Sachsen, men den blev aldrig noget reelt modstykke til den vesttyske folkevogn. Med en topfart på 100 km i timen, samt en leveringstid på ti år, fremstod den ikke ligefrem som den gængse bilelskers drøm. Det var dog ikke desto mindre den bil som en almen østtysker kunne købe, med mindre man kunne komme lidt op af rangstigen og få fingre i en Wartburg, som var en lidt større bil.

Wartburg var tænkt som en middelklassebil. Den blev bygget i Eisenach, hvor de tidligere BMW-fabrikker lå, og den første udgave blev fremstillet i 1956. Man forsøgte at gøre bilen mere moderne i 1989 ved at lægge en motor fra en VW Polo i, men produktionen blev indstillet samme år.

Folkevognen blev et symbol på det nye Tyskland

De fleste af os kender den berømte ‘Boble’ – den originale Folkevogn, som blev fremstillet i Tyskland helt frem til 1973, og efterfølgende i Brasilien til 2003. Den lille bil med motor bagi, og den karakteristiske motorlyd, blev symbolet på fremgangen i Tyskland efter 2. verdenskrig, hvor den blev en realistisk bil at få fingre i for de mange tyskere, der kom med på bølgen, da det såkaldte Wirtschaftswunder fik gjort Tyskland til Europas største økonomi igen. Boblen blev den bil, der var fremstillet i flest eksemplarer i verden nogensinde, og den overgik dermed sågar Fords berømte Ford T. Siden blev den overhalet af Toyota Corolla, men den fremstår stadig i dag som en af de allermest elskede biler nogensinde.

Folkevognen, eller Volkswagen, som bilmærket i dag kaldes af alle, er stadig i toppen af verdens bilindustri, og har samtidig udviklet sig til et symbol på den enorme udvikling, som Tyskland har gennemgået efter 2. verdenskrig, da landet lå totalsmadret hen. Bilmærket blev ikke desto mindre skabt af Hitler under varemærket KdF-Wagen (Kraft durch Freude Wagen), og udvikleren bag var Ferdinand Porsche, som siden blev leder af det selvstændige bilmærke Porsche, der i dag igen er en del af VW-koncernen. Mærket og den lille runde Folkevogn overlevede dog krigen, og blev genrejst som det førende tyske bilmærke.

En paraply af flere mærker

I dag er Volkswagen-koncernen, også kendt som VW, en enorm virksomhed med en hel palette af bilmærker under sine vinger. Ud over VW tæller koncernen således også brands som Audi, Skoda og det spanske mærke SEAT, og man producerer luksusbiler som Bugatti og Bentley. Også inden for lastbiler er VW-koncernen godt med via fabrikater som MAN og Scania.

Historien om Rolls Royce

Nogle har den som deres daglige køretøj. Vel at mærke med eller uden chauffør. Andre har kun set den udefra, mens enkelte måske har prøvet at blive kørt i den som led i deres bryllupsfest. Vi taler naturligvis om den famøse Rolls Royce. Det legendariske bilmærke repræsenterer cremen af britisk bilindustri, og er både et konkret eksempel og et symbol på den luksus og overflod, som vi forbinder med den klassiske, britiske overklasse. Hvem vil ikke gerne have en illusion om at eje et storslået og aristokratisk hus, med op til flere Rolls Royce-biler i garagen?

Rødder tilbage til forrige århundredes begyndelse

Rolls Royce har rødder tilbage til 1904, da de to engelske teknikere Henry Royce og Charles Rolls byggede deres første bil. Selve firmaet Rolls-Royce blev dannet i 1906, og ambitionen var at fremstille verdens bedste bil. Den fik de så også på gaden samme år, da den berømte Silver Ghost blev sendt på landevejen. Siden satsede de fuldtonet på luksusbiler og opkøbte blandt andet Bentley-firmaet i 1931, da dette firma havde svært ved at klare konkurrencen.

I dag køres Rolls Royce af eliten i alle lande. Herhjemme har Dronning Margrethe også en Rolls i sin samling af biler – den berømte Store Krone, hvor nummerpladen er udsmykket med en stor kongekrone.

Engelsk bilindustri blev kørt agterud

England har tidligt været med på beatet, når det gælder om at bygge biler, og der er stadig nogle engelske bilmærker på vejene, som vækker universel beundring. Som de fleste dog nok har bemærket, så er det de engelske luksusmærker der er tilbage, og de er i dag ofte en del af en af de store europæiske bilkoncerner. I dag bliver de beundret på udstillinger verden over, både nye og gamle. Generelt har det dog været vanskeligt for den brede engelske bilindustri at klare sig, og kendte mærker som Austin og Morris blev kørt agterud af deres europæiske konkurrenter såsom Fiat, Volkswagen, Citröen og Opel.

Samlet under British Leyland

De forskellige engelske bilmærker til det brede forbrugermarked blev i 1960’erne samlet under paraplyen British Leyland, men det gik dog aldrig helt som det var tiltænkt, og i 1970’erne løb den britiske bilindustri derfor mere eller mindre ud i sandet. Den stolte tradition for at bygge biler har englænderne dog ikke glemt, og i dag har mange af de store internationale bilmærker som nævnt overtaget de fleste af luksusmærkerne. Samtidig bygges der masser af Toyota, Ford og Nissan-modeller på engelske bilfabrikker i dag.

Den japanske bilindustri kom i gang senere

Mens de europæiske og amerikanske bilproducenter ofte kan spore deres rødder tilbage til tiden omkring århundredskiftet 1800-1900, så kom de japanske bilproducenter, som vi kender i dag typisk lidt senere i gang.

En del af producenterne har dog rødder tilbage til det tidlige 1900-tal. Det gælder for eksempel Suzuki, der blev startet i 1909, og Izuzu, der blev etableret i 1916. Mazda, som vi også kender i dag, blev grundlagt i 1920, men ellers stammer de japanske bilmærker typisk fra 1930’erne og frem til 1970’erne.

Toyota er fra 1930’erne

Det største japanske bilmærke i vore dage er Toyota, som årligt fremstiller flere millioner biler på deres fabrikker verden over. Toyota har store fabrikker og dermed god mulighed for at fremstille deres biler lokalt. Både i USA, såvel som i Europa og andre asiatiske lande.

Som så mange andre store japanske firmaer er Toyota et familieforetagende, som stadig drives af familien. Som traditionen nu en gang foreskriver i Japan, er en ansættelse hos Toyota en ansættelse på livstid for de enkelte medarbejdere. Det giver en stor loyalitet og også en vis form for konservatisme. For medarbejderne fører det til en stor bevidsthed om ikke at lave fejl, og japanske biler har da også med rette opnået et ry for at være yderst pålidelige.

Den japanske bilindustri tog for alvor fart efter 2. verdenskrig, da landet skulle genopbygges efter ødelæggelserne. Der var brug for at få industrien op at køre igen, og der var brug for transportmidler til at få samfundshjulene i omdrejninger. Japanerne viste sig fantastiske dygtige til at indrette sig på vestens krav, og dermed blev der for alvor skudt i gang i den store eksport, som stadig foregår fra det mytiske kejserrige.

Den franske specialbil

Når vi bruger vendingen ‘den franske specialbil’, så tænker du måske straks på Citroën som indbegrebet af en fransk bil med særlige egenskaber. Og det er da også rigtigt, at det franske bilmærke Citroën for mange står som det mest ærkefranske. Det har da også for længst overlevet sin 100 års fødselsdag.

I den franske bilhistorie er der dog også andre mærker, som har sat deres solide aftryk på den franske bilverden. Fransk bilhistorie er andet end de kendte mærker, som vi finder på gader og stræder i dag.

Et af disse bilmærker, som har sat præg på fransk bilhistorie, men som er forsvundet i dag, er den særprægede sportsvogn Venturi. Den første model under dette navn kom for dagen i 1984, og ambitionerne var store.

Venturi skulle sætte Aston Martin, Ferrari og Porsche på plads

Bilen fra Venturi blev skabt af to franske ingeniører, som i forvejen beskæftigede sig med biler. De arbejdede hos firmaet Heuliez, som leverede til de store bilmærker, når disse havde brug for specialmodeller i mindre serier, end det kunne betale sig at sætte i gang på deres egne kæmpefabrikker. Det gav de to mod på at udvikle deres eget køretøj, og Venturi blev præsenteret som en bil, der skulle stå op mod mærker som Porsche, Ferrari og Aston Martin. Den første udgave var dog kun udstyret med en tunet motor fra en VW Golf GTI, så det var begrænset hvor meget den nye Venturi kunne præstere i forhold til de mærker, som den skulle konkurrere imod.

Men lige som de gæve gallere i Asterix-tegneserierne gav de to ingeniører ikke op, og ti år senere kunne de præsentere en ny model, Trophy, med en sekscylindret motor, samt med en effekt på ikke mindre end 406 HK. Den vejede kun 1.200 kg, og kunne derfor nå 100 km i timen på blot 5 sekunder. Designerne havde skelet nok så meget i retning af Ferrari, og Trophy-modellen var tiltænkt racerkørsel på bane.

Der kom også en model på banen til almindelig brug, nemlig Atlantique-modellen. Her lå der kun 310 HK under motorhjelmen, og den var forsynet med en mere komfortabel kabine.

Der kom ikke rigtig luft under vingerne for Venturi-sportsvognen, så der kom kun få modeller på markedet. I dag sælges de resterende til høje priser på auktioner for veteranbiler.

Bilen revolutionerede verden

Der er ingen tvivl om, at en af de opfindelser der har revolutioneret vores måde at leve på mest, er bilen. Man kan roligt sige, at der er enorm stor forskel på at transportere sig ved hjælp af en levende hest, i forhold til at sætte sig bag rattet i en bil. Sidstnævnte er trods alt udstyret med en motor. Uanset om det er benzin, dieselolie eller elektricitet der driver bilen frem, så giver den en frihed, som ikke kan opnås med andre transportmidler.

Bilen som vi kender den i dag, har sine rødder tilbage i slutningen af det 19. århundrede. I 1885 tog den tyske ingeniør Carl Friederich Benz patent på noget, der kan betegnes som den første anvendelige bil i moderne forstand. Kineserne havde ellers tilbage i 1600-tallet haft nogle køretøjer, som blev drevet hen over landet af sejl, og dermed var vindtrukne, men en selvkørende bil kunne man ikke betegne dette som. Benz’ bil lignede nu ikke en moderne bil som vi kender den i dag, for der var snarere tale om en hestevogn med motor. Princippet for en bil var dog nu opfundet – en selvkørende karosse, som fik sin kraft fra en motor, og som føreren kunne styre ved hjælp af et rat.

Starten på en stor udvikling

Benz’ patent blev begyndelsen på en stor udvikling, som har ført os frem til den moderne bil. Masser af driftige folk kastede sig over deres eget bileventyr, og fra den tid stammer mange af de bilmærker, vi stadig kender i dag: Renault, Oldsmobile, Peugeot, Citroen, Opel samt ikke mindst Ford. Sidstnævnte mærke blev ikke blot en del af bilrevolutionen, men revolutionerede selve processen med at fremstille biler.

Henry Ford skabte på sin fabrik Ford Motor Company i USA helt nye normer for masseproduktion. Han opfandt samlebåndet, hvor samlingen af bilerne kunne effektiviseres på en helt ny måde. Hans fabrik var på et tidspunkt verdens længste industribygning. Med hans effektivitet blev bilen hvermandseje, og derfra har biludviklingen kun taget fart.

I dag er der fokus på at finde erstatninger for de fossile brændsler til at drive bilerne frem. Uanset om bilerne i fremtiden kommer til at køre på el, brint eller noget helt tredje, er der dog næppe nogen tvivl om, at bilen fortsat vil have en plads som et fleksibelt transportmiddel for mennesker.