Den franske specialbil
Når vi bruger vendingen ‘den franske specialbil’, så tænker du måske straks på Citroën som indbegrebet af en fransk bil med særlige egenskaber. Og det er da også rigtigt, at det franske bilmærke Citroën for mange står som det mest ærkefranske. Det har da også for længst overlevet sin 100 års fødselsdag.
I den franske bilhistorie er der dog også andre mærker, som har sat deres solide aftryk på den franske bilverden. Fransk bilhistorie er andet end de kendte mærker, som vi finder på gader og stræder i dag.
Et af disse bilmærker, som har sat præg på fransk bilhistorie, men som er forsvundet i dag, er den særprægede sportsvogn Venturi. Den første model under dette navn kom for dagen i 1984, og ambitionerne var store.
Venturi skulle sætte Aston Martin, Ferrari og Porsche på plads
Bilen fra Venturi blev skabt af to franske ingeniører, som i forvejen beskæftigede sig med biler. De arbejdede hos firmaet Heuliez, som leverede til de store bilmærker, når disse havde brug for specialmodeller i mindre serier, end det kunne betale sig at sætte i gang på deres egne kæmpefabrikker. Det gav de to mod på at udvikle deres eget køretøj, og Venturi blev præsenteret som en bil, der skulle stå op mod mærker som Porsche, Ferrari og Aston Martin. Den første udgave var dog kun udstyret med en tunet motor fra en VW Golf GTI, så det var begrænset hvor meget den nye Venturi kunne præstere i forhold til de mærker, som den skulle konkurrere imod.
Men lige som de gæve gallere i Asterix-tegneserierne gav de to ingeniører ikke op, og ti år senere kunne de præsentere en ny model, Trophy, med en sekscylindret motor, samt med en effekt på ikke mindre end 406 HK. Den vejede kun 1.200 kg, og kunne derfor nå 100 km i timen på blot 5 sekunder. Designerne havde skelet nok så meget i retning af Ferrari, og Trophy-modellen var tiltænkt racerkørsel på bane.
Der kom også en model på banen til almindelig brug, nemlig Atlantique-modellen. Her lå der kun 310 HK under motorhjelmen, og den var forsynet med en mere komfortabel kabine.
Der kom ikke rigtig luft under vingerne for Venturi-sportsvognen, så der kom kun få modeller på markedet. I dag sælges de resterende til høje priser på auktioner for veteranbiler.
Af jesper
- 13, nov, 2022
- 0 Kommentarer